Løbet hedder Niagara Falls International Marathon og er, i følge arrangørene selv, verdens eneste marathon der løbes mellem to lande??? Tror nok lige at svenskerne har et, hvor de løber ind i Norge og tilbage igen.
Men nok om det. Jeg tog toget fra Toronto til Burlington, hvorefter jeg skulle skifte til bus og køre det sidste stykke til Niagara. Turen tog cirka to timer og jeg fik oplevet det canadiske offentlige transportsystem.
Da jeg ankom til Niagara om lørdagen, regnede det spredt og der var cirka en 12 grader. De havde dog lovet bedre vejr til løbsdagen om søndagen, som var cirka 13 grader og overskyet.
Nummerudleveringen forgik ved Skylon tower, som er nær vandfaldene og der er en fantasktisk udsigt deroppe fra.
Men jeg havde været på tur til vandfaldene et par gange før dette, så dem behøvede jeg ikke at kigge på...løbet sluttede alligevel ved vandfaldet.
Men som sagt forgik nummer udleveringen i Expoen ved tårnet og inden at man kunne få det, skulle man lige kontroleres af de amerikansne myndigheder og de spurgte om man havde været i USA før også videre. Men det gik meget hurtugt, da jeg havde været der to måneder forinden.
Men jeg fik mit nummer og en goodie bag med alt muligt halløj, så som pasta, rischips, hudcreme, kropsplastikpose osv.
Jeg havde bestilt et hotel værelse i byen, nu da jeg skulle ret tidligt op om morgen og med shuffelbussen(den kørte kl. 7.00) og der var også morgenmad med i prisen på 250 kr....men men men, jeg blev klogere. Morgenmaden blev serveret fra kl. 7.00 og der var jeg way ahead, som man siger herover.
Men det mest underlige kommer nu. Ved nummerudleveringsstedet fik vi af vide at hvis man skulle have nogle ting med tilbage til Canada, måtte det kun være i plastikposen, som ligger ved siden af min Haggimann taske?? Nå! så der blev pakket om et par gange inden at tasken næsten kunne være i posen. Jeg fandt dog ud af noget andet, da den skulle afleveres ved strat, men det kommer vi nærmere ind på.
Den gule Ospery taske løb jeg kun med, da jeg skulle have en lomme til karmeraet og ellers var den tom.
Klokken er nu 8.00 og jeg sidder i Buffalo på et kunstmusserum og har spist min morgen mad i form af en Starbucks muffin og to småkager...3 timer efter er de væk i maven og resten af løbet forgår på gatorater og vand.
Nu skulle tasken afleveres og som der kan ses, kan tasken ikke helt være i posen, så jeg ville da prøve at se om jeg kunne aflever den alligevel og jo, de tog imod den. de sagde endda at jeg ikke havde behøvet at komme tasken i posen, da den var lukket??? Bare de aftaler så'n noget intern en anden gang!
Men vejret var rigtig godt på løbsdagen. der var en 14 grader klokken 9.45 og en rimelig høj luftfugtighed og det var mange der fik af at mærke, da der var mange der startede i lange bukser.
Og hvad er et marathon uden en toiletkø...jeg snuppede en lille opvarmingstur og studerede lidt botanik...
Dette er ikke køren til toiletterne, men derimod køen til baggageafleveringen. Jeg fik heldigvis afleveret min i god tid, så jeg var fik for kø-helvedet.
Ja, om man bare skal stille sig op og vente på startskuddet tror jeg ikke, men lidt forvirrende skilt.
Jeg fandt min tidsgruppe jeg havde valgt at løbe med. Jeg tænkte på at med en morgenmad på muffin og småkager, skulle jeg nok tage den med ro og ellers få smidt nogle billeder i kassen.
Så er starten gået og vi er i gang med 42 km gennem USA og op til Niagara Falls i Canada. Turen i USA var dog kun 6 kilometer, inden vi krydsede grænsen, men der var også noget at se på...
...blandt andet denne gut, som havde løbet en del marathoner og kan også lide tattos. Som man kan se løber han uden t-shirt! og det var der også mange mandelige deltagere der gjorte og det har der også været i de andre marathoner jeg har deltaget i. det er så noget man ikke ser så meget af i Europa.
Det er også ved at være helloween her i USA og Canada og pynten er kommet frem fra skaben og der pyntes på livet løs.
Så'n en søndag kan også bruges til at gøre græsplænen ren for blade og der forgår ved at blæse dem væk og det er jo herligt, når man kan gøre det med en hånd i lommen.
Man kan også se hvor naboens græsplæne er.
Så krydes grænsen mellem USA og Canada. Vi har nu løbet i cirka en 45 minutter og vejret er rigtig godt. Jeg løb i en gruppe, hvor man løb 10 minutter og gik 1 minut. Jeg synes faktisk at dette er noget hårde end bare at løbe kontinuerligt. Men man skal jo prøve noget nyt en gang imellem.
Her er min løbe buddy Ryan - eller som jeg kaldte ham Private Ryan. Han er uddannet massør og hans arbejdsgiver er også en løbe tosse, så arbejdsgiveren havde betalt for deltagergebyret.
Dette var Ryans andet marathon og han var godt tilfreds med en tid på 4T45M.
Så er der gå pause. vi er på dette tidspunkt en 15 stykker i gruppen og der bliver pjattet og hygget. Senere bliver der færrer og færrer og jeg var nødt til, som den sidste, at slippe pace-kepperen, da jeg kun har sportsdrik i maven og det er ikke særligt behageligt at løbe på.
Ved depoterne var der virkelig gjort noget ud af at give løberne en god oplevelse og der var gang i dem der stod der.
det at løbe marathon i Canada er fuldstændig anderledelse end i Danmark. Der er rigtig meget support fra hjælpere, tilskure og andre.
Her løber vi igennem et depot. Der var nogle logistiske problemer med blandt krus-forsyningen, så der var nogle vanddepoter, hvor det ikke var muligt at få noget vand(jeg havde dog min vandflaske med) Men der var kun 2.5 kilometer mellem hvert vanddepot.
Så er der krise. Maven kan ikke klare mere sportsdrik og jeg følte at det var på vej op nogle gange. Men jeg slap heldigvis for det og kunne forsætte med løbet ved at være nede og gå tit. i baggrunden ses Ryan, som jeg fulgtes med resten at løbet.
41 kilometer er gennemført og nu mangler kun de sidste 1195 meter og der er opbakning fra folk, der har kommet i mål. Tiden siger nu 4T30M og jeg er ved at være lidt træt og håber på at der et eller andet spisligt i mål, da det er ved at være 8,5 timer siden jeg har fået noget fast føde.
Yes. Målet er nået. Tiden blev 4T36M, men humøret var højt. Efter dette ventede der en tre timers tur hjemad med bus, tog og undergrund. Men alt i alt var det et rigtig godt løb, som helt klart kan anbefales, hvis man er på disse kanter engang.
...Og selvfølgelig var der en medalje i classisc canadisk stil...sweet.
