lørdag den 12. april 2014

Påskepynt

Dagmar og jeg har været igang med at lave påskepynt i dag, hvor vi har forsøgt os med at indfarve æg ved at koge dem.
Vi delte et løg i lagene og så klippede Dagmar ellers strømpebukser i stykker, som vi kunne komme æggene i.
Vi prøvede at lave to slags, hvor den ene var med te og den anden med blomster som Dagmar havde plukket i haven.
Så lagde vi æggene i gryden sammen med løgene og noget vand. Derefter kogte de i ca 2 1/2 time ved svag varme, hvorefter de kølede lidt inden vi så pakkede dem ud og skyllede i koldt vand.
De blev lidt mørke i farven, men det var også brune æg. Tænker at det næste gang skal være hvide æg og så noget der er mere farverigt til indfarvning.